Østkystruten - vores sommerprojekt
Denne sommer begiver jeg mig – sammen med min trofaste følgesvend, golden retrieveren Persille – ud på et helt særligt eventyr: Vi går Østkystruten fra Hadsund til Skagen. En naturskøn strækning på omkring 150 kilometer langs den jyske østkyst, som vi gennemfører i et roligt tempo over flere uger.
Turen handler ikke om at sætte rekorder. Den handler om bevægelse, mod og nysgerrighed. Den handler om at vise, at også mennesker i større kroppe kan tage på eventyr. At frihed, glæde og udendørsliv ikke har en størrelse.
Undervejs vil vi dele oplevelser, billeder og refleksioner fra ruten på Instagram, og håbet er, at vi kan inspirere andre til at følge med og måske selv tage første skridt mod egne eventyr – uanset udgangspunkt.
Tak fordi du hepper.
– og tak fordi du tror på, at alle har ret til at fylde verden med fodspor.